BizzArt er et borgerejet hus, der samler områdets kunstnere og erhvervsdrivende. Det startede som et svar på tomme erhvervsbygninger og har siden bidraget til at gøre Spøttrup kendt som et sted for kunst af høj kvalitet.

Fra tom sparekasse til kulturelt centrum

I 2014 gik borgere i Spøttrup sammen for at finde en løsning på byens tomme erhvervsbygninger. Området er særligt kendt for sine mange kunstnere, der bor og arbejder her. Inspireret af dette opstod idéen til BizzArt, og midler blev samlet for at opkøbe den tomme sparekasse.

Navnet BizzArt er en kombination af ‘business’ og ‘Art’ – et lokalt samlingssted, hvor landsbyens beboere, kunstnere og små virksomheder mødes i et kreativt fællesskab. Virksomhederne har mulighed for at leje kontorpladser midt i det inspirerende kunstneriske miljø. Samtidig får turister og besøgende et indblik i områdets kunst. BizzArt huser 6 ferniseringer om året og besøges årligt af 3000 gæster.

🍀Det lokale ejerskab 🍀

Den gamle sparekasse blev købt for 675.000 kr., finansieret af 64 anpartshavere, der tilsammen rejste ca. 700.000 kr. Huset blev dermed opstartet gældfrit. Driften er sikret af lejeindtægter fra områdets kunstnersammenslutning og mindre virksomheder.

BizzArt er et borgerejet anpartsselskab, der er ledet af en lokal bestyrelse. En daglig frivillig leder tager sig af administrationen af lejemålene. Ved etablering af BizzArt i 2014 var en større gruppe af byens beboere med til at istandsætte lokalerne.

“Kulturliver er på en måde uforgængeligt – hvis det blomstrer et sted, så holder det igen og igen” – citat Bent Jensen, direktør i det borgerejede anpartsselskab